Fotos: Keld Broksø

MISSILHOTELLET

DERFOR AFGHANISTAN – OG BERLIN

– for dig, som undrer dig over, hvorfor romanen overhovedet skulle skrives.

Romanen Missilhotellet har det indbyggede dilemma, at der sker nok i Afghanistan til at der i princippet ikke også er behov for fiktion. Romanen var alligevel en nødvendighed at skrive fordi de personlige relationer og dynamikker politisk og økonomisk, som bogen skildrer i en fiktiv verden, er svær at fortælle om på anden vis.
Den enorme mængde information om Afghanistan har dertil en slagside, som romanen også er en reaktion på.
Side op og side ned har der stået i aviserne, og timevis af sendetid har Afghanistan fået i sær den seneste halve snes år. Som journalist har jeg i tidens løb selv bidraget til en del af det – helt tilbage fra 1986. I eksempelvis Danmark har mediebilledet dog de senere år mest af alt haft fokus på vores soldaterhold, som i en række år kom op på 650 danske soldater ad gangen.
Der har stået så meget, at vi helt har glemt, at det faktisk slet ikke er danske soldater, det handler om. Det handler heller ikke om tyske, italienske eller britiske soldater.
Næh, hele omdrejningspunktet er om indsatsen hjælper de millioner af civile afghanere, som har været gennem 30 års krig.
Kan man styrke den skrøbelige afghanske stat, så den ikke igen bliver et sikkert hjemsted for terrorister?
Kan Afghanistan gøre sig fri af den udenlandske indblanding, som også er en realitet efter en exit efter 2014 fra de internationale NATO-styrker i ISAF?

Det sker næppe, men igen – hvorfor skrive en roman om Afghanistan?
Jo, romanformen kan nå et spadestik dybere ned end at beskrive de i virkeligheden relativt beskedne indsatser militært og bistandsmæssigt, som det rent faktisk er, hvis vi skal have det store perspektiv på problemernes omfang.
Romanformen er et middel til at få helhed i nogle indbyggede dynamikker, som almindelig journalistik eller militært såvel som civilt analysearbejde alligevel ikke kan trænge til bunds i. I det tomrum kan fiktionen fylde noget på, fordi der ikke er nogen lov mod fri fantasi.
Hvad kan der ske?
Hvem kunne have hvilke dagsordener?
Hvordan påvirker personlige baggrunde svære valg og (over)modige handlinger og beslutninger?

Missilhotellet er et bud i dramaform på de bagved liggende politiske og personlige dynamikker i vores omgang med Afghanistan. Og den er et bud på, hvor galt det kan gå efter 2014.
Det er ikke et forsvar for mere militær til Afghanistan. Tværtimod. For meget er gået galt.
Men det er et forsvar for en næsten forsvarsløs, fattig civilbefolkning

Og lad mig komme med to spådomme:
Der kommer nu igen til at være rigtigt langt mellem Afghanistan artiklerne og live stand ups lige uden for trygge hotellobbys efter 2014. På det tidspunkt skal hovedparten af de bl.a. tyske, danske, britiske og amerikanske kamptropper være ude sammen med resten af ISAF-missionen.

Den anden spådom er, at det trods fraværet af opmærksomhed kommer til at gå rigtigt skidt rigtigt længe efter hælen fra den sidste udenlandske soldat er set.
Her er naboerne kilderne til uro, hvilket også ”Missilhotellet” beskriver:
Irans interesse i Vestafghanistan, Pakistans interesse i sær i de sydlige pashtun-områder med mange Taleban-højborge, Indiens interesse i at påvirke udviklingen, så Pakistan ikke får en endnu større base, Kinas interesse i af dæmme om op for den islamiske påvirkning. Og hertil de tre stan-lande, Turmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan, som alle har etniske sammenfald med det nordlige Afghanistan og både har økonomiske interesser i landet - samt ikke mindst miltære forbehold over for Afghanistan.

Enhver roman skal have en hovedperson, og min er med skam at melde tysker – og ikke dansker, som jeg selv. Den tyske dimension er dels et spørgsmål om at undgå at blive del af en tyndslidt Afghanistan-debat i den danske andedam. Jeg ville skrive ud fra et helhedsperspektiv.
Dernæst har tyskerne historisk haft langt tættere og længerevarende forbindelser til Afghanistan. De byggede landbrugsskoler i 1960’erne. DDR havde tætte bistandsforbindelser til det kommunistiske styre i Afghanistan frem til 1992. Og det forenede Tyskland har bl.a. haft næsten seks gange så mange soldater i Afghanistan som Danmark har bidraget med.
Desuden kan tyskerne også nemmere relatere til et land i krig på grund af deres egen dramatiske krigshistorie.
Jeg har derfor valgt at kæde Tyskland og Berlin sammen i Missilhotellet, hvilket i hvert fald giver mig lidt mere nærvær i personbeskrivelserne.

FORSIDE
HOVED- OG BIPERSONER
LÆS KAPITEL 1
AFGHANISTAN OG BERLIN – TIDSLINJER
FORFATTEREN – OG FOREDRAG

KØB BOGEN
PRESSEN SKRIVER ...