Foto: Keld Broksø

MISSILHOTELLET

LÆS KAPITEL 1

– for dig, som vil have en kort smagsprøve fra romanens anslag.

KORT FRIHED I HERAT

Lyset virkede som en fremmed, hård, påtrængende kraft, da døren endelig blev åbnet ind til cellen. David Wolff lukkede øjnene halvt i og gik i forsvarsposition. Hænderne foran ansigtet virkede som et skjold af glas mod det lammende lys.
Han havde vænnet sig til det konstante mørke gennem to eller tre uger. Han vidste ikke præcis, hvor længe det havde stået på.
»Gå ud!« Ordren kom fra en skygge ude på gangen.
David så sig hurtigt om i cellen gennem de smalle øjensprækker, der dæmpede smerten i pupillerne, som ville de ikke arbejde sammen med resten af kroppen. Da han endelig kunne se igen virkede det uappetitlige rum som en ø af tryghed i et hav af frygt.
Han havde aldrig opfattet cellen sådan før, men han anede ikke, hvad der skulle ske nu. Et enkelt, præcist skud i gården tværs gennem hovedet, som åbnede man skallen på et æg? Et uniformeret tæskehold, som ville få yderligere ros for indsatsen, jo mere hans ansigt kom til at ligne jordbærgrød? Eller ventede der for første gang i lang tid ordentlig mad som belønning for passiv, ufarlig opførsel? Alle muligheder stod åbne. Kun den sidste fik ham til at gå mekanisk fremad.
Han havde siddet på det lerstampede gulv så længe, at han ikke mere havde styr på ugedagene. Han mærkede kun, at som tiden gik, forfaldt hans krop. Fødderne blev ømme, når han stod. Ryggen smertede, når han lå ned. Maven beklagede sig. Øjnene sved.
Og armkræfterne fik sværere ved at følge med de gymnastikøvelser, som han lavede til at begynde med, men som han nu var begyndt at opgive i den apatiske tåge, der langsomt havde omsluttet ham og havde afbrudt såkaldt normal adfærd.
Han var nervøs for ikke at kunne forbinde fragmenter af hukommelsesglimt til en sammenhængende bevidsthed om, hvem han egentlig var. Og hvorfor han var havnet her.
Han havde ikke noget med det her at gøre, var hans overbevisning nu. Han følte sig som en uheldig turist, der var havnet et sted, som guidebøgerne helt havde glemt at advare mod. Men som han gik ud der, følte han en stolthed over, at det ikke havde knækket ham helt. For første gang i lang tid kom en modstand og en glemt uvilje mod hans vogtere op igen. Det var lige ved, at han ikke havde overvejet sin egen situation længere, men bare fulgt med i forsøget på at overleve.
Han havde til sidst uden ubehag følt sig frem til det stinkende hul, hvor hans mave og blære skulle tømmes. Hans plastikkande stod mørk i hjørnet, så han ikke kom til at skubbe til den. Kanden var blevet en livline. Han vidste fra et af de korte glimt af lys, i sær når der blev sat mad ind til ham via en lem i døren, at kanden var mørkerød med lyse afskalninger i plastikken. Vandkanden blev mere og mere livets centrum. Han var tvunget til at drikke fra den og bruge den til at vaske sig, når han havde overstået toiletbesøgene.
Vandkanden blev fyldt op en gang i døgnet samtidig med, at en bliktallerken med ris, enkelte kødstykker og på særlige dage et fladt, ligefrem velsmagende nan-brød blev serveret for ham. Han havde fået nan sådan cirka fem eller seks gange nu. Det var rene festdage. Også da brødet kom midt i en uge, hvor han ikke gjorde andet end at kaste op ned i hullet, hver gang maven fik noget at arbejde med. Nu så han tydeligt, hvor beskidt kanden egentlig var.
Og herregud. Han blev umådeligt godt behandlet. Det vidste han. Sammenlignet med de andre. Nogen måtte have holdt hånden over ham. Ingen tæsk, som de andre fanger fik. Og mad hver dag. Luksus!
Men han var ved at blive vanvittig over den usikkerhed, der klæbede til opholdet. Og over lydene fra andre fanger, deres gråd og skrig, når vagter satte regler på plads med knytnæveslag.
Han kendte ikke nogen af disse mænd. Hverken fangerne eller vagterne. Han forstod heller ikke deres sprog, undtagen de få engelske brokker. Ligesom han ikke forstod dem, der havde anholdt ham.
En brutal, effektiv og målrettet anholdelse udført af lokale betjente, som pludselig var troppet op i hans gård. De var braset ind på kontoret. De havde revet telefonen fra ham.
Han forsøgte at være høflig. Cool ligefrem.
»Jeg påskønner deres interesse for tysk hjælpearbejde. Tag plads, få en kop te, og lad os tale om det …«
De kunne slet ikke have det. Ligegyldighed over for deres autoritet gjorde dem rasende. I luften lå trusler om vold og det, der var værre. Måske endda sodomi? Han vidste, at det var vidt udbredt i afghanske fængsler, men at det aldrig blev til sager på grund af den offentlige skam, som fulgte med. Han var skrækslagen for selv at blive et offer for det kvindeforskrækkede, afghanske samfunds homofile afløb for seksuel undertrykkelse.
Truslen om den umiddelbare, uforudsigelige vold og voldtægt fik ham til at blive føjelig ved anholdelsen og senere i fængslet. Han blevet som et vajende siv i vinden, vidste han og skammede sig. Han svarede forsøgsvis på de få, underlige spørgsmål, som han fik i begyndelsen, når han genkendte enkelte ord. Det gav bare ingen mening for nogen af parterne. Det var, som om de blot ville lade ham sidde, til han blev mør. De ville undgå blå mærker, blod og vanrøgt for at slippe for problemer for sig selv senere hen, konkluderede han. Det var den eneste forklaring på denne særbehandling, mente David, men han kunne ikke gennemskue, hvem eller hvad vagterne var bange for.
Han vidste, at nogen åbenbart ville ham det godt. Men hvorfor skulle han så sidde i fængsel?
»Gå så ud nu!«
David Wolff nikkede og gik tøvende de sidste skridt ud fra cellen. Han koncentrerede alle tanker om at finde ud af, hvad der nu skulle ske. Han trådte vaklende og usikkert ud på gangen. Nu så han dørene rigtigt for første gang. Ti ens, lukkede døre med låse som den, der blev smækket bag ham. Han mærkede et puf i ryggen og gik mekanisk ned ad gangen. Noget blev læst op for ham på lokalsproget dari af en vagt, som angiveligt var gangformand. Han var en autoritet, ingen tvivl. Han sendte en vigtig besked ud mellem skægstubbene og den ene, manglende fortand. Der var et undersøgende, årvågent, tvivlende blik i de røde øjne, selv om de samme lidt ubehagelige øjne enten manglede søvn eller var slørede af hash.
Som en pludselig venlighed rakte vagten et par store, runde briller frem mod David, som genkendte dem som sine egne. Brillerne var taget fra ham ved anholdelsen, og ved et mirakel var de hele endnu. David forstod ikke et kuk, selv om synet øjeblikkeligt blev klarere. Men tonefaldet var ikke til at tage fejl af. Det var en ordre. En marchordre.
Før han egentlig var klar, stod han ude på den støvede boulevard foran politistationen med tilhørende fængsel. Helt fri, fri, frihed!
Ordene var der som løbeild gennem Davids hjerne, men omfanget, den reelle betydning af ordene, kunne han ikke rumme. De hørte en anden verden til.
Han så ned ad sit pjaltede tøj og mærkede for første gang i flere uger sin egen kropslugt og væmmelsen ved sig selv. I cellen havde det været ligegyldigt. Lugt af lort og sved i store, klæbrige plamager ned ad tøjet var et problem, som man tog sig af i en anden verden end den mikroverden, som cellen satte grænserne for. På et eller andet tidspunkt skulle han henvende sig til andre mennesker. Hans gamle, civiliserede jeg havde det svært med, at første indtryk af ham ville være en pjaltet, ildelugtende, udhungret bums.
Han begyndte at gå, men hans usle skikkelse blev knapt bemærket i menneskemylderet, hvor lyde, lugte og en forvirrende, afghansk uforudsigelighed opslugte ham. Han kunne ikke huske vejen præcist til den relativt trygge compound, hvor han havde boet. Han havde ikke sin egen mobil mere, så han kunne ringe efter sin chauffør. Og ingen penge, så han kunne betale en de mange gamle, gule taxaer eller en af de farverige, fantasifuldt malede og osende tuctucs på tre hjul og med osende motorer. Kun hvis han var heldig, forstod nogen omkring ham engelsk.
En knallert susede forbi med en burkaklædt kvinde bagpå og en mindre søn, som holdt fast i styret foran sammen med faderen, der havde taget familien med på tur.
Herat, Herat! Han huskede nu, at han på få, hektiske måneder trods alt muligt bøvl var kommet til at elske den vestafghanske by med dens mylder, blå pragtmoské, kaotiske markedsgader, dufte af krydderier, bagere og de ramme lugte fra slagterbutikker med hudede, døde gedekroppe hængende ud mod vejen i varmen som festmåltider for de fluer, der svirrede omkring.
Han fulgte knallerten med øjnene, da den kørte op mod Den Blå Moské, der stod med sine mosaikker og midt i det afghanske armod viste sin prangende skønhed frem i solen.
Han var ved at le over synet af familien på knallerten og af lettelse over sin nye frihed, da braget fik ham til at vakle i et inferno af røg, støv og skrigende mennesker. Han mærkede en stikkende smerte mod armen og den varme fornemmelse af blod, der løb ned ad huden.

FORSIDE
HOVED- OG BIPERSONER
DERFOR AFGHANISTAN – OG BERLIN
AFGHANISTAN OG BERLIN – TIDSLINJER
FORFATTEREN – OG FOREDRAG

KØB BOGEN
PRESSEN SKRIVER ...